2017-2018 | Kunde: NEXT Uddannelse København
Ombygning af industrihal til studios for medierelaterede uddannelser:
Myndighedsbehandling, rådgivning, udbud og byggestyring
Hal C på Rebslagervej 11 i Københavns Nordvestkvarter er en industrihal, der tidligere bl.a. husede tømrer- og snedkeruddannelserne.
NEXT ønskede en transformering af hallen til studiefaciliteter for uddannelserne: film- og tv-produktionstekniker, fotograf og teater-, event- og AV-tekniker.
Larsens Tegnestue stod for hele projektet fra myndighedsbehandling, rådgivning, udbud og byggestyring. Projektet blev udført i fagentrepriser.
Studios stiller store tekniske og funktionelle krav til indretning og faciliteter: akustik, tekniske installationer, skærmning af dagslys, ventilation og rumhøjde. Der blev bygget selvstændige, bærende stålkonstruktioner til sceneteknik. For at udnytte rumhøjden maksimalt, blev konstruktionerne designet så de fulgte loftet op til ovenlysvinduerne.
Vi skabte nogle slidstærke rammer med et råt udtryk – i tråd med både uddannelsernes og bygningens udtryk. Larsens Tegnestue valgte at lade installationerne være synlige – herunder rørføringen til ventilationsanlægget, og lod betongulvet stå råt.
Der blev skabt rum til en lang række funktioner: Teater- tv-, lyd-, film- og fotostudios, biograf, edit-rum, scenografiværksted, OB-vogn samt kontor til undervisere. I kælderen i bygning B blev der indrettet omklædningsrum, depoter og toiletter.
Der blev bygget dobbelte vægge mellem alle studierne med en lydisolering, der svarer til uddannelsernes krav til lydreduktion. I gangarealerne blev det nederste af væggene beklædt med OSB plader for at beskytte mod hårdt brug.
Larsens Tegnestue løste opgaverne i samarbejde med NIRAS, NEXT og underviserne på de tre produktionsuddannelser.